Jehovas vidne – dilemma

Kære DKbrevkasse,

Jeg ved ikke hvem eller hvor jeg skal spørge om råds til det her dilemma, så jeg tænkte at det var på højtid at det blev i dag mit første Reddit opslag blev skrevet.

Jeg er en ung kvinde på 23 år, og som ikke blev født ind i Jehovas vidner, som så mange andre ellers bliver.

En laaang historie gjort så kort som muligt: Jeg var mine forældres første barn, og ingen af dem var religiøse dengang på nogen måde. Vi fejret jul, fødselsdage, påske, you name it. Alle danske traditioner blev altid fejret big time hjemme hos os. Min far dør i et biluheld da jeg er 4 år gammel, og min mor står så ret alene tilbage. Min mor har ikke rigtig noget familie, hendes mor er død så hun har kun sin far og hun har ingen søskende og hendes fætre og kusiner er en del ældre end hende da hendes forældre fik hende sent. Hun begynder efter min fars død at opsøge menigheden og blev hurtig (som jeg husker) meget religiøs fra den ene dag til den anden.

Jeg tænker det har noget at gøre med at hun søgte et trygt fælleskab midt i en sindsyg periode i hendes liv. At det så lige blev Jehovas vidner, tjah, det havde jeg nok ikke valgt.

Anyways, mit liv bliver vendt på hoved. Jeg har fra jeg blev født og frem til 4 års alderen været vant til fødselsdag, jul og alle de andre danske højtider man ellers fejre til ikke at må få fejret min fødselsdag heller ikke jul, og når børnene i min klasse havde fødselsdag og delte ud samt sang fødselsdags sange jamen så skulle jeg gå ud fra klassen og først komme ind når det var færdigt.

Jeg husker det som en meget svær periode i mit liv. Jeg husker ikke at jeg forstod hvorfor, men jeg forstod godt at det måtte jeg ikke.

Jeg tror min redning i alt det her var at jeg ikke var født ind i det. Jeg kender til mange som har forladt Jehovas vidner også selvom de er født ind i det, men fordi det gik op for dem da de blev unge voksne, at der ikke kom en dommedag og at de var blevet hjernevasket.

Jeg havde en kæmpe fordel i at have prøvet at leve et normalt liv, og set hvordan et normalt liv skal leves. Det er meget vigtigt for mig at alle der læser det her ikke tror at jeg hader alt og alle der tror på noget, tvært imod. Jeg syntes ikke der er noget galt i at lære sine børn at tro på noget, om det så er en gud, universet eller en fantasi abe der kommer og kilder dig i dine drømme. Men det jeg og så mange af de andre unge er blevet lært op i syntes jeg er dybt dybt forkert. At hjernevaske et barn til at tro på en masse ting som i virkeligheden ikke er rigtige, det syntes jeg er meget forkert.

Min mor møder en ny mand som også er Jehovas vidne. Fra de møder hinanden til de er gift går der cirka 2 måneder, og herfra går det altså meget ned af bakke.

Hun ændre sig fuldstændig, altså på en måde hvor jeg ikke engang kan genkende hende lidt:

– Hun starter dagene med at læse dagens bibelvers.

– Hun læser vagttårnet flere timer om dagen.

– Hun deltager ikke i nogen traditionelle højtider.

– Hun cutter hendes veninder/venner og familie af, fordi de ikke tror på Jehova og derfor beskytter hun sin åndelighed.

– Hun forkynder vær dag, hvor hun går fra dør til dør.

– Hun går til alle menighedsmøder.

– Hun stopper med at stemme til valg.

Jeg håber at dette ^ giver et godt billede af hvor ekstremt det hele blev.

Min mor bliver gravid og jeg får en lillesøster, da min lillesøster er 2 år cirka kommer min lillebror til verden og det er min lillesøster der er årsagen til mit dilemma, og det kommer her:

Da jeg er 16 år beslutter jeg mig for at jeg ikke længere vil finde mig i at være i det mere. Jeg tror ikke på noget af det de siger og har heller aldrig gjort det. Jeg er fyldt op med raseri inden i, jeg får ikke lov til en skid og mit liv og dagligdag bliver brugt på ting jeg ikke tror på.

Mine søskende derimod.. de er jo født ind i det og er blevet hjernevasket med den tro, at hvis de ikke følger reglerne så dør de når dommedag kommer.

Min lillesøster er 17 og fra hun var omkring 5-10 år prøvede jeg ihærdigt, at snakke fornuft og fakta til hende, men i alt hemmelighed. Jeg er 6 år ældre end hende så jeg havde en del år på banen og kunne derfor bruge min viden og minder fra mit gamle liv til at fortælle hende historier.

Da jeg er 16 vælger jeg, at snakke med min mor og fortælle hende at jeg ikke tror på det. Hun siger at jeg skal snakke med ældsterådet og vise anger, fordi så finder jeg min tro tilbage. Det gør jeg selvfølglig ikke og til den kloge læser; ja jeg ender med at blive udstødt. I en alder af 16 står jeg helt alene i verden. Min familie ser mig som død og jeg må prøve at starte et liv op selv fra bunden. Det har været så hårdt, ikke at slippe væk fra troen, men at blive nægtet ALT kontakt til min mor og 2 søskende.

Sagen er nu den at min lillesøster for nylig har opsøgt mig. Jeg havde ikke snakket med hende eller stået ansigt til ansigt med hende siden hun var 10 år gammel. Hun var blevet en ung voksen kvinde som nu bad sin storesøster om hjælp. Hun kunne godt huske alle de historier fra mine første leveår jeg havde fortalt hende og hun havde i længere tid overvejet, at sige fra – netop ligesom jeg selv gjorde.

Jeg har selvfølglig givet hende lov til at bo hos mig, men jeg er bare sindsygt bange for hvordan hun kommer til at håndtere det. Hun har jo aldrig oplevet et normalt liv, det havde jeg til gengæld. Jeg aner heller ikke om hun overhoved må flytte over til mig nu når hun stadig er under 18. Altså dengang med mig blev jeg jo "bare" udstødt og så måtte jeg ligesom selv klare alt. Men jeg ved ikke om de også kommer til at være ligeglade med hende. Jeg er sindsygt splittet, fordi selvfølglig må hun bo hos mig lige så længe hun vil, jeg er jo hendes storesøster og jeg vil og skal altid passe på hende ligemeget hvilken situation hun står i. Men vil presset og sorgen over at have mistet sin familie være for hård for hende?

Jeg er så splittet.

Håber nogen kan komme med nogle ideer eller nye synspunkter på det.

og undskyld for det lange skriv..

Kh en meget splittet storesøster.